Bofællesskaber i historisk vækst: Fællesskab bliver en vigtig del af boligen
tirsdag den 12. maj 2026

Fællesskab som boligdrøm: En ny tendens vokser frem
I mange år har boligdrømmen været forbundet med flere kvadratmeter, privatliv og afstand til naboerne. Men en ny rapport fra BUILD ved Aalborg Universitet peger på, at flere nu søger noget andet: nærhed, fællesskab og stærkere relationer i hverdagen.
Rapporten dokumenterer en markant vækst i danske bofællesskaber.
Siden 2020 er der etableret 162 nye bofællesskaber og næsten 8.200 nye boliger – svarende til omkring fire nye bofællesskabsboliger om dagen. Det betyder, at næsten halvdelen af alle danske bofællesskabsboliger er opført i løbet af 2020’erne.
Udviklingen peger på en tydelig forandring i, hvordan mange ønsker at bo i dag.
Hos Nærbo forstår vi godt, hvorfor flere får øjnene op for denne måde at bo på. Drømmen om eget hjem og friheden i hverdagen står stærkt, men det gør behovet for nærvær, stærke relationer og et levende naboskab også. Netop den kombination er med til at skabe mening og højere livskvalitet for beboere i bofællesskaber.

Fra niche til en ny boligbevægelse
Bofællesskaber har eksisteret i Danmark siden 1970’erne, men BUILDs rapport viser tydeligt, at nutidens bofællesskaber adskiller sig markant fra fortidens kollektiver.
Hos Nærbo udvikler vi moderne bofællesskaber. For os betyder det, at man har en selvstændig fuldt funktionel bolig med eget køkken, bad, sove- og opholdsrum og privatliv, men samtidig deler faciliteter med sine naboer. Vores mål er at skabe boligmiljøer, hvor fællesskab kan opstå naturligt, fordi rammerne muliggør og inviterer til det.
De fysiske rammer betyder noget
Placeringen af fællesområder, grønne rum, stier og mødesteder har stor betydning for, om mennesker mødes naturligt i hverdagen – eller blot lever side om side.
Hos Nærbo arbejder vi derfor sammen med arkitekter og fremtidige beboere om at udvikle boligområder, hvor arkitektur og fællesfaciliteter understøtter forskellige former for fællesskab – fra de spontane møder og hverdagsfællesskaber til interessefællesskaber og muligheden for privatliv.
Det handler ikke om at skabe påtvungne fællesskaber, men om at gøre det let og naturligt at tage del i et større fællesskab, når man ønsker det.
Vi tror på mere end "top-down"-projekter
En af rapportens mest markante konklusioner er, hvor meget markedet har ændret sig.
Over 92 % af alle nye bofællesskabsboliger siden 2020 er etableret som såkaldte “top-down”-projekter — primært udviklet af professionelle developere og almene boligorganisationer. I dag er det blevet langt sværere som almindelig borger selv at udvikle et bofællesskab fra bunden, hvilket har gjort professionelle aktører til en vigtig del af processen.
Hos Nærbo ved vi, at et vellykket bofællesskab ikke kan skabes af os alene. Fællesskab opstår ikke bare, fordi mennesker bor tæt eller deler faciliteter – det er noget immaterielt, der vokser frem som en social proces mellem mennesker over tid. Netop derfor er vi i høj grad afhængige af input fra de mennesker, der flytter ind, for det er netop fællesskabet, som brugeroplevelse og -adfærd, der adskiller bofællesskabet fra en almindelig bolig.

For at give fællesskabet de bedste betingelser faciliterer en fællesskabsudvikler både arrangementer, workshops og løbende involvering af de kommende beboere. Her bliver de aktive medskabere – eller som vi kalder dem hos Nærbo: ildsjæle – der er med til at forme rammerne for hverdagen og fællesskab allerede fra begyndelsen. Formålet er at skabe et fælles værdigrundlag og relationer tidligt i processen, som kan tages med videre og styrke fællesskabet, når nøglerne til bofællesskabet overtages.
Mere end en boligtrend
Selvom bofællesskaber stadig kun udgør 0,64 % af den samlede danske boligmasse, er andelen mere end tredoblet siden år 2000 — og steget med 50 % alene de seneste fem år. Det er ikke længere et nichefænomen.
Det er et tegn på, at flere mennesker søger en anden måde at bo på. En måde hvor hjemmet ikke kun handler om det, der foregår indenfor egne vægge, men også om relationerne lige udenfor døren. Måske er det netop dét, fremtidens boligliv kommer til at handle mere om:
Ikke bare hvor vi bor — men hvordan vi bor sammen.

Kilde: Rapporten 'Udvikling, udbredelse og nye tendenser i danske bofællesskaber', BIULD, Aalborg Universitet 2026
Seneste fortællinger




